Michael Byskov, projektingeniør:

”Jeg har været i NTO siden sammenlægningen og blev først ansat med arbejdsplads i Århus, men sagde senere ja til at få arbejdsplads i Ikast, udelukkende fordi vi har ufatteligt spændende opgaver.

I lang tid har jeg lavet elektrolyseanlæg for GreenHydrogen. Det er et udviklingsprojekt, hvor vi har været med helt fra starten. Det bedste ved at være her, er at vi laver så meget forskelligt, så man får muligheden for at sætte sig ind i nye teknologier.

Det er en atypisk opgave, som vi er gået ind i, fordi virksomheden er medejer af GreenHydrogen. Det er ikke så meget mekanisk, det er udvikling af teknologi. Enhver kan lave brint i baghaven, det svære er, hvordan man får det til at køre i større skala og i længere tid. Det har givet vigtige erfaringer og knowhow. Vi ved meget om, hvordan man gør nu, men det gælder for alle opgaver.

En god ting ved at arbejde i NTO er, at vi er meget blandede. Vi kommer med forskellig baggrund og kan supplere hinanden. Folk har været her forholdsvis længe, og der er ikke meget udskiftning, men der er kommet mange nye til. Arbejdet er præget af frihed under ansvar, og de folk, der er her, tager det til sig. Alle tager deres del af opgaverne.”